Jeg har været ved at lave churros før, men jeg besluttede, at jeg til min fødselsdag ville forsøge mig med en anden opskrift og metode. På diverse hjemmesider med opskrifter er der andre, der spørger, om der ikke findes en video af processen. Jeg besluttede derfor at lave en video, der viser, hvordan jeg gør. Churros er spansk, og de kan i Danmark også hedde spanskrør. De kan ofte findes på diverse markeder og tivolier. De kan også købes på frost i nogle butikker.
Jeg valgte denne gang at sprøjte dem ud og fryse dem ned først. Det var nemlig lettere at styre.
Opskrift
- 2 1/2 dl vand
- 1 tsk. salt
- 2 spsk. smør
- 140 g mel
- 3 æg
- olie til friture
Kom vand, smør og salt i en gryde og lad det koge op. Kom derpå alt melet i, og rør i dejen med en grydeske eller håndmixer, til den samler sig og slipper gryden. Tag den af komfuret, så dejen kan køle af. Pisk æggene i en ad gangen. Det kan være svært, at sige præcist hvor meget æg der skal i, men dejen skal ende med at være blød og smidig. Fyld dejen i en sprøjtepose med en takket tylle, og sprøjt den ud i ønskede stykker. På frys så de er helt frosset igennem. Tag dem op når de skal bruges, og steg dem til de er gyldne i olien og server straks drysset med kanelsukker. Chokoladesauce er klassisk til, men de er heller ikke dårlige med en klat softice.
Video HER