Barnedåbslagkage

Det blev en pige! Emily blev navnet, og jeg var så heldig at få lov til at bage til barnedåben. Jeg lavede en masse skitser af kagens udseende, man som altid lever tegningen ikke rigtig op til virkeligheden, for sprøjteposen tog over. Kagen er bygget op af to kager stablet ovenpå hinanden. Jeg har benyttet mig af en firkant og cirkel. Sidste sommer lavede jeg koldskålsmousse til de nybagte forældre, som faldt i god smag, så det var opslaget at bruge den. Desuden valgte jeg at lave en nutellacreme.

Opskrift

1. lagkage, firkant 25×20 cm

Kagen består af to lyse rouladebunde (fordi de er hurtige at lave), koldskålsmousse med jordbær og hindbær, nutellacreme og ricekrispiesbund. Jeg skulle nok have overvejet det sidste en gang til, fordi moussen tilføjer fugt til ricekrispiesbunden, hvilket gør den blød.

Rouladebunde x2

125 g sukker
3 æg
120 g hvedemel
1 tsk bagepulver

Sukker og æg piskes skummende. Sigt derefter hvedemel og bagepulver i og vend sammen. Bag ved 200 grader 5-8 min. Denne opskrift laves to gange, så der er to bradepander med rouladebunde.

Koldskålsmousse

Jordbær-hindbærkompot
200 g. jordbær + 300 g. hindbær
2 spsk. sukker
2 tsk vaniljesukker
Lidt vand

Alle ingredienserne kommes i en gryde, hvor det laves til en kompot. Dvs. den skal op og koge, dernæst gerne simre lidt. Jeg vælger at blende massen efterfølgende, for at undgå div. klumper. For at mindske frøene, der sidder på bærene, sigter jeg kompotten en lille smule.

Koldskål mousse
8 blade husblas
2 tsk. vaniljesukker
5 dl. kærnemælk
4 dl. piskefløde
Saft fra 2 citron
Skal fra 1 citron
120 g. flormelis
Jordbær-hindbærkompot

Kom husblas i koldt vand.

Kærnemælk, flormelis, vaniljesukker og citron skal blandes sammen. Saften fra citronen koges, og husblas heri tilsættes, så det smelter. Citronsaften tilsættes derefter lidt efter lidt ned i kærnemælken. Dernæst skal kompotten i.

Fløden piskes let, hvor den så vendes i kærnemælk/citronsaft/kompotten. Piskes fløden for meget, kan moussen skille. Moussen kommes ovenpå den afkølede kammerjunkebund. Den sættes så på køl i minimum 4 timer.

Nutellacreme 

2 dl fløde
2 spsk Nutella
2 blad husblas
2 spsk sødmælk

Pisk Nutella og fløden sammen til en let skum. Jeg vil gerne være på den sikre side, når jeg kommer det i en lagkage som denne, så jeg varmer mælken op og smelter den opblødte husblas deri. Den vender jeg så sammen med fløden/Nutellaen. Cremen skulle nødig flyde ud af kagen. Hvis man dropper husblas og mælk, kan man i stedet bruge den til at smøre en kage op med.

Ricekrispiesbund

2 tsk smør
6 mega skumfiduser
12 dl rice krispies / pif, paf og puf

Den her opskrift er ikke helt korrekt, men der findes et hav af opskrifter på rice krispies treats. Det handler om balance. Jeg smeltede lidt smør med nogle skumfiduser fra Tiger – både mega skumfiduser og skumfiduser med jordbærsmag. Herefter gælder det om at “mætte” skumfiduserne med morgenmadsproduktet samt rør det godt sammen. Derefter skal massen ud på et stykke bagepapir, hvor det trykkes ud til 25×20 (gerne mere). Det kistre helt vildt, så hænderne smøres ind i smør.

Kagen samles som bund, koldsskålsmousse, bund, nutellamousse og ricekrispiestreatsbund.

2. lagkage, cirkel (springform) 22 cm i diameter

Denne kage består af to lyse lagkagebunde og den samme koldskålsmousse som overstående.

Lagekagebunde

5 æg, stuetemp.
120 g sukker
100 g mel
15 g kartoffelmel
1 tsk bagepulver

Beklæd springformens bund med smør (kun bunden, IKKE siderne). Dernæst klippes en cirkel af bagepapir ud, som passer til bunden.
Del æg i blommer og hvider.
Bland mel, kartoffelmel og bagepulver i en anden skål.
Pisk sukker og blommerne skummende og hvidt.
Pisk æggehviderne stive. Si så melblandingen ned i æggeblommemassen og vend sammen. Vend dernæst æggehviderne i massen.
Hæld i form, bag 175 grader, alm ovn, ca. 40-45 min, åben ikke de første 30 min. Lad kagen afkøle, skær fri fra form og del så kagen i tre. Kan fryses – her deles kagen, hvor man mellem hver bund har bagepapir, og så er de alle pakket ind i en frysepose

Ydre

Jeg dekorede kagen ved at smøre den op med smørcreme, og derefter brugte jeg forskellige tyller til at sprøjte smørblomster rundt på kagen. Det nederste af kagen valgte jeg at holde bar, så der var mulighed for at se, hvad der var i kagen.

Smørcreme 

200 g blødt smør (i folie pakke – ikke smørbar)
4-500 g flormelis
2 spsk citronsaft
Frugtfarve eller pastafarve efter eget valg

Smørret piskes så meget, at det bliver hvidt. Det kan godt tage et stykke tid, men når man pisker smør nok skifter det til en lidt lysere nuance. Herefter piskes flormelissen lidt efter lidt i smørret. Hvis det er til opsmøring af en kage, så hold igen med flormelis. Tilsæt så citronsaft og farve.

Cirkelkagen samles som bund, koldskålsmousse og bund igen. Inden kagen smørres op skal alle mousserne være stive.

Ja, jeg kan se, at bogstaverne sidder forkert på kagen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *