Bogstavskage I

Jeg har været ved at lave en bogstavskage. Det skal forestille et stort i, som er forbogstavet på fødselsdagsbarnet. Vi blev ikke så mange, så der var ingen grund til at lave en tal kage, da der er snak om et to cifret tal.

Kagen er lavet af nemme roulade bunde, en koldskålsmousse med hindbær og pynt af chokolade og hindbærgele. Den er rigtig frisk i smagen pga. Kærnemælken i moussen, som passer rigtig godt til de lidt søde bunde.

Rouladebunde:
120 g sukker
3 æg
120 g hvedemel
1 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker
Evt. lidt kartoffelmel

120 g sukker og 3 æg piskes hvidt og skummende
120 g hvedemel, 1 tsk bagepulver og 2 tsk vaniljesukker sigtes ned i æggemassen, hvor de to ting vendes sammen.
Du kan med fordel udskifte ca. 1 tsk mel ud med kartoffelmel. Dejen smøres ud på en bageplade med bagepapir. Bages ved 200 graden til flot gyldenbrun 5-7 min. Ligesom en traditionel roulade vendes bunden ud på bagepapir strøget med sukker.

Koldskålsmousse:
225 g hindbær
1 spsk sukker
1 tsk vaniljesukker

4 blad husblas
1 tsk vaniljesukker
2,5 dl kærnemælk
50 g flormelis
1 citron
2 dl piskefløde

En hindbær kompot laves til start. 225 g hindbær (eller anden ønsket bær) med 1 spsk sukker og lidt vaniljesukker koges og stavblendes efterfølgende. Jeg valgte at sigte kompotten, så jeg ikke havde hindbærkerne med.

4 husblas lægges i koldt vand. 1 tsk vaniljesukker, 2,5 dl kærnemælk, 60 g flormelis blandes. Saft fra en 1 citron og lidt citronskal koges, hvor husblas smeltes i. Citronsaften tilsættes i kærnemælksmassen, hvorefter kompotten tilsættes.

2 dl fløde piskes let, hvorefter kærnemælken med kompotten vendes forsigtig i. Du kan også vælges at vende den let pisket fløde i kærnemælken.

Jeg kommer moussen i en pose, hvor den får lov til at sætte sig, så jeg kan sprøjte den ud på kagen. Denne mousse bruges også i min koldskålstærte, som ligeledes skal sætte sig, inden der skal flydende gele på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *